Skatterådet bekræftede, at den skattemæssige fusionsdato ved den beskrevne koncerninterne fusion mellem D4 (det indskydende selskab) og Fonden (den modtagende fond) skulle fastsættes efter hovedreglen i fusionsskattelovens § 5, stk. 1, 2. pkt., herunder at der ikke i forbindelse med fusionen skete et ophør af koncernforbindelse med den konsekvens, at fusionsdatoen i stedet skulle fastsættes efter undtagelsesbestemmelsen i fusionsskattelovens § 5, stk. 3.

Skatterådet bekræftede dernæst, at hverken saldoen for fremførselsberettigede urealiserede kursgevinster på renteswaps vedrørende lån med sikkerhed i fast ejendom efter selskabsskattelovens § 11 B (stk. 4, nr. 3, 6. pkt.), saldoen for uudnyttede tab på aktier efter selskabsskattelovens § 11 B (stk. 4, nr. 5) eller saldoen for beskårne låneomkostninger efter selskabsskattelovens § 11 C (stk. 4, 1. pkt.) blev helt eller delvist overført fra D1 som administrationsselskab til fremførelse hos Fonden i forbindelse med den beskrevne fusion.

Skattestyrelsen fastlægger i styresignalet, hvad der skal forstås ved "hårde hvidevarer" i relation til servicefradrag efter Boligjobordningen i ligningslovens § 8 V. Skattestyrelsen fastlægger desuden, hvorvidt et såkaldt undersøgelsesgebyr kan henregnes til "reparation" i relation til servicefradraget.

Sagen angik, om holdingselskaberne H1 ApS og H2 ApS i henhold til kursgevinstlovens § 3 hver især havde fradrag for tab på en fordring ved en gældseftergivelse i 2022 over for H3 ApS, som de ejede ligeligt med 50 pct. hver. Fordringerne var oprindeligt opstået i 2012 i forbindelse med salg af aktier og anparter til H3 ApS. I den forbindelse var der ikke aftalt nærmere om, hvornår og hvordan fordringerne skulle indfries. Fem måneder efter salgene eftergav H1 ApS og H2 ApS første gang gæld på ca. 13 mio. kr. hver over for H3 ApS og tog i den forbindelse et skatteforbehold. I 2014 solgte H3 ApS anparter for ca. 74 mio. kr. og udloddede ca. 23 mio. kr. til både H1 ApS og H2 ApS, mens det resterende beløb blev geninvesteret. I forbindelse med en kontrol i 2015 anså Skattestyrelsen ikke de første gældseftergivelser for skattefrie, og som følge af skatteforbeholdene blev de ophævet. I 2021 solgte H3 ApS geninvesteringen med et tab til følge. H3 ApS’ egenkapital var herefter negativ med ca. 30 mio. kr., og spørgsmålet var nu, om H1 ApS og H2 ApS havde fradrag for tab på fordringerne ved en ny gældseftergivelse af fordringerne på hver ca. 15 mio. kr. over for H3 ApS.

Selv om H1 ApS og H2 ApS ikke var koncernforbundne i henhold til kursgevinstlovens § 4, fandt Landsskatteretten, at der forelå et konkret interessefællesskab i skattemæssig henseende selskaberne imellem, idet der kunne opstå fradrag for tab i medfør af kursgevinstlovens § 24 uden en tilsvarende beskatning hos debitor af en eventuel gevinst på gæld i medfør af lovens § 3. I den sammenhæng bemærkede Landsskatteretten, at hverken gevinst eller tab på aktier m.v. omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 8 eller udbytter omfattet af selskabslovens § 13, stk. 1, medregnedes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Landsskatteretten fandt ud fra en samlet, konkret vurdering, at H1 ApS og H2 ApS oprindeligt ved salg af anparter og aktier til H3 ApS havde været indforstået med muligheden for en manglende indfrielse af fordringerne, og at gældseftergivelsen måtte anses for at relatere sig til salget af anparterne og aktierne i 2012. Når videre hensås til det konkrete interessesammenfald selskaberne imellem og den manglende inddrivelse af fordringerne, som ikke kunne anses for forretningsmæssigt begrundet, var det med rette, at det stillede spørgsmål var blevet besvaret med et "Nej".

Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens bindende svar.

Sagen angik, om klageren kunne anses at være på rejse i henhold til reglerne i ligningslovens § 9 A i forbindelse med arbejde som flymekaniker på forskellige flystationer i forskellige lande, eller om der var tale om faste arbejdssteder, hvorefter klageren skulle beskattes af værdi af fri bolig efter ligningslovens § 16, stk. 1 og 3, som blev stillet til rådighed i forbindelse med klagerens arbejde. Landsskatteretten fandt, at flystationerne udgjorde faste arbejdssteder, og at betingelserne for at være på rejse ikke var opfyldt. Retten lagde bl.a. vægt på, at ansættelsesforholdet ikke havde haft et element af tidsbegrænsning, at klageren ved indgåelse af ansættelsesforholdet var bekendt med, at arbejdsstederne var skiftende, og at arbejdet bestod i at udføre arbejde på de konkrete flystationer. Klageren var derfor skattepligtig af værdi af fri bolig, som var stillet til rådighed af klagerens arbejdsgiver. Landsskatteretten hjemviste opgørelsen af den skattemæssige værdi af rådighed over boligen til Skattestyrelsen på baggrund af nye oplysninger, som var fremlagt under sagen.

Sagen angik bl.a., om et dødsbo var skattefritaget efter dødsboskattelovens § 6. Landsskatteretten udtalte, at det afgørende for vurderingen af, om boets aktiver og nettoformue oversteg grundbeløbet i dødsboskattelovens § 6, stk. 1, og boet dermed ikke var skattefritaget, var, hvilke aktiver og passiver der reelt var i behold på skæringsdagen tillagt eventuelle acontoudlodninger før skæringsdagen. Skæringsdagen i boopgørelsen var den 30. november 2023. Boets ejendom blev solgt ved købsaftale af 19. oktober 2023, og ejendommen var derfor ikke i behold på skæringsdagen. Boets tilgodehavende i forbindelse med salget skulle således indgå ved opgørelsen af boets aktiver. Prioritetsgælden inkl. delydelse var ikke indfriet den 30. november 2023 og var således i behold på skæringsdagen. Der var dermed tale om et passiv, der ikke skulle fragå ved beregningen af boets aktiver. Den af boet opgjorte overskydende skat skulle hverken indgå ved opgørelsen af boets aktiver eller nettoformue, jf. dødsboskattelovens § 6, stk. 4, nr. 2. Boets aktiver på skæringsdagen kunne herefter opgøres til 4.534.245 kr. Da boets aktiver dermed oversteg grundbeløbet på 3.160.900 kr., var boet ikke skattefritaget. Landsskatteretten ændrede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Spørger, som var en kommune, havde indgået en udbygningsaftale, hvorefter kommunen afholdt udgifter i forbindelse med udbygning og ombygning af et vejkryds. Det fremgik af aftalen, at den enkelte grundejer skulle afholde omkostninger i forbindelse med udbygningsaftalen. Derfor fakturerede kommunen omkostninger i forbindelse med etablering og udbygning af vejkrydset til den enkelte grundejer.

Det var alene kommuner, der kunne indgå udbygningsaftaler med private grundejere i henhold til planlovens kapitel 5 a. Kommunens virksomhed med indgåelse af udbygningsaftaler blev derfor udøvet på et særligt retligt grundlag, der kun er gældende for kommuner og dermed blev udøvet i egenskab af offentlig myndighed.

Det var Skatterådets opfattelse, at spørger ikke leverede ydelser i konkurrence med private virksomheder, når spørger modtog betalinger som følge af en indgåelse af udbygningsaftaler, da der ikke var nogen retlig mulighed for at private virksomheder, kunne indgå udbygningsaftaler og modtage betalinger i denne forbindelse. Fritagelsen ville derfor ikke kunne føre til konkurrenceforvridning.

Spørger var derfor ikke er en afgiftspligtig person i forbindelse med indgåelse af udbygningsaftaler, jf. momslovens § 3, stk. 2, nr. 3 modsætningsvis. Spørgers fakturering af ydelser i henhold til udbygningsaftalen var dermed ikke omfattet af momsloven.

Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at kommunens levering mod vederlag i henhold til udbygningsaftalen udgjorde en momspligtig ydelse.

De kompetente myndigheder i Danmark og X-land havde aftalt, at Spørger skulle anses for skattemæssigt hjemmehørende i X-land. Spørger var 100 % ejet af H1, der var et selskab registreret i Y-land, men som efter en gensidig aftale mellem Y-land og X-land blev anset for skattemæssigt hjemmehørende i X-land. Spørger påtænkte at blive likvideret, og Spørgers eneste aktiv var et tilgodehavende, som Spørger havde mod H2, der indirekte ejede 100 % af Spørger. Spørger havde påtænkt inden likvidationen at udlodde tilgodehavendet til H1.

Spørger ønskede derfor først bekræftet, at udlodning af udbytte til H1 ikke var omfattet af dansk skattepligt på baggrund af den gensidige aftale, der havde afgjort, at Spørger var skattemæssigt hjemmehørende i X-land. Derudover ønskede Spørger bekræftet, at den påtænkte udlodning af tilgodehavendet ikke var omfattet af dansk skattepligt, fordi skattepligten faldt bort efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og X-land, og derfor ikke efter intern dansk ret var omfattet af begrænset skattepligt til Danmark.

Skatterådet kunne imod Spørgers ønske ikke bekræfte, at udlodning af udbytte fra Spørger til dets moderselskab ikke var omfattet af dansk skattepligt på baggrund af den gensidige aftale. Skatterådet bekræftede dog, at den påtænkte udlodning af tilgodehavendet ikke var omfattet af dansk skattepligt, fordi der skulle ske frafald af dansk beskatning efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og X-land.

Af hensyn til tavshedspligten er afgørelsen offentliggjort i en forkortet form.

Sagen angik, om klagen over en afgørelse af 22. november 2023 skulle afvises som følge af, at skifteretten havde afsluttet boet efter A på tidspunktet for klagens indgivelse, og at boet heller ikke efterfølgende var blevet genåbnet af skifteretten. Skattestyrelsens afgørelse af 22. november 2023 vedrørte boet efter A og var stilet til H1 ApS, der havde skiftefuldmagt i boet efter A. Det var således boet efter A, der var adressat for Skattestyrelsens afgørelse, hvorfor det fandtes at være boet, der havde partsstatus og dermed var den klageberettigede part. Skifteretten afsluttede den 8. januar 2024 boet efter A. Landsskatteretten bemærkede, at boet efter A således ikke eksisterede som retssubjekt den 22. februar 2024, hvor klagen blev indgivet, og at boet heller ikke efterfølgende var blevet genoptaget af skifteretten. Landsskatteretten fandt på den baggrund, at der ikke længere forelå et bo, der kunne optræde som part i klagesagen. Det forhold, at Skattestyrelsen ved brev af 22. november 2023 godkendte værdiansættelsen i boopgørelsen ændrede ikke herved. Hertil bemærkedes bl.a., at en ændret skatteansættelse ikke er et værdiansættelsesspørgsmål. Landsskatteretten afviste derfor klagen.

Offentliggørelse af regulerede beløbssatser for beregning af betalingsevne for 2026

I spørgsmål 1 ønskedes det bekræftet, at udbetaling til spørger fra A Trust (life interest trust), som var etableret i henhold til spørgers farmors testamente, ud af trustens oprindelige kapital, ikke var skattepligtig indkomst, men arv, som var undtaget fra dansk afgift, jf. boafgiftslovens § 9, stk. 2. Da det var Skifteretten, der beregnede boafgift efter reglerne i lov om afgift af dødsboer og gaver, og ikke skatteforvaltningen, kunne der ikke gives bindende svar på spørgsmålet, jf. skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1.

I spørgsmål 2 ønskedes det bekræftet, at spørger, som en af de endeligt begunstigede, ikke blev beskattet af det løbende afkast i A Trust (life interest trust),og at spørger kun blev beskattet af afkast modtaget af spørger i form af udlodning fra trusten. Da det ikke var sikkert efter vedtægterne og Letter of Wishes, hvornår og hvor meget spørger ville få udbetalt fra trusten, var han ikke kapitalejer, og derfor skulle han ikke beskattes af det løbende afkast i trusten, men først beskattes fra det tidspunkt han fik aktiver fra trusten.

I spørgsmål 3 ønskedes det bekræftet, at udbetaling til spørger fra The Grandchildren’s Trust, som var etableret i henhold til spørgers farmors testamente, ud af trustens oprindelige kapital, udgjorde arv, som var undtaget fra dansk afgift, jf. boafgiftslovens § 9, stk. 2. Da det var Skifteretten, der beregnede boafgift efter reglerne i lov om afgift af dødsboer og gaver, og ikke skatteforvaltningen, kunne der ikke gives bindende svar på spørgsmålet, jf. skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1.

I spørgsmål 4 ønskedes det bekræftet, at spørger, som en af de begunstigede, ikke blev beskattet af de løbende afkast i The Grandchildren’s Trust, og at spørger kun blev beskattet af afkast modtaget af spørger i form af udlodning fra trusten.

Efter Letter Of Wishes var udgangspunktet, at børnebørnene skulle have udbetalt lige store andele af kapitalen i trusten, men de skulle kun have udbetalt penge, hvis de to trustees fandt, at pengene ville blive anvendt fornuftigt af modtageren. Hvis et af børnebørnene afgik ved døden, skulle deres andel i et vist forhold tilgå de andre børnebørn, medmindre det afdøde barnebarn selv havde fået børn. Hvis et barnebarn afgik ved døden, og efterlod sig børn skulle oldebarnet have udbetalt sin andel af kapitalen i trusten, når oldebarnet fyldte 25 år, såfremt oldebarnet efter trustees vurdering ville anvende pengene fornuftigt. Trustens formue kunne bedst sammenlignes med en båndlagt kapital uden kapitalejer, henset til at det var usikkert, hvem der eventuelt fik udbetalt penge fra trusten. Det var derfor først på det tidspunkt, hvor spørger måtte få udbetalt penge fra trusten, at man vidste, hvad spørger fik, og det var derfor først på det tidspunkt, at spørger skulle medregne indtægter og udgifter fra sin del af trusten i sin indkomstopgørelse. Spørgsmålet blev besvaret " Ja, se dog indstilling og begrundelse".

I spørgsmål 5 ønskedes det bekræftet, at Danmark i en dobbeltbeskatningssituation lempede beskatningen af løbende afkast af trustkapital, som spørger måtte være anset som værende aktuel ejer af, med skat betalt til Storbritannien af trustees på vegne af henholdsvis A Trust (life interest trust) eller The Grandchildrens’ Trust. Af svaret på spørgsmål 2 fremgik, at spørger ikke skulle beskattes af det løbende afkast i A Trust (life interest trust). Af svaret på spørgsmål 4 fremgik, at spørger ikke skulle beskattes af det løbende afkast i The Grandchildrens’ Trust. Da der således ikke ville forekomme en dobbeltbeskatningssituation, var spørgsmålet teoretisk, og spørgsmålet afvistes derfor.

I spørgsmål 6 ønskedes det bekræftet, at Danmark i en dobbeltbeskatningssituation lempede beskatningen af afkast der var udloddet til spørger, med skat betalt til Storbritannien af trustees på vegne af henholdsvis A Trust (life interest trust) eller The Grandchildrens’ Trust, jf. ligningslovens § 33 og artikel 21 i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Storbritannien.

Der var tale om henholdsvis en gave fra spørgers far og arv fra spørgers farmor, som ikke var henregnet til den skattepligtige indkomst, men i stedet var omfattet af boafgiftslovens regler, jf. besvarelsen af spørgsmål 2 og 4. Hverken dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Storbritannien eller ligningslovens § 33 fandt derfor anvendelse. Anvendelsen af reglerne forudsatte i begge tilfælde, at den udenlandske indkomst var undergivet beskatning her i landet. Spørgsmålet kunne derfor ikke besvares bekræftende.

I spørgsmål 1 ønskedes bekræftet, at udbetaling til spørgers livsarvinger fra A Trust (life interest trust), af trustens oprindelige kapital, udgjorde arv fra spørgers mor, og ikke gave fra spørger, som var omfattet af dansk afgift, jf. boafgiftslovens § 23 og § 25.

Spørgers mor udarbejdede i 2020 et testamente, hvori betingelserne for udbetalinger fra trusten blev nævnt. Senere i 2020 udarbejdede spørgers mor et Letter of Wishes, hvoraf bl.a. fremgik, at spørger kunne få lån fra trusten. Spørgers mor døde i starten af 2022. I juli 2022 underskrev spørger og de to trustees Deed of Appointment, hvor aktiverne blev overført til trusten og hvori det blev fastslået, hvordan de to trustees skulle administrere trusten. Efter The Second Schedule i Deed of Appointment, skulle de to trustees betale trustens indkomst til spørger så længe han levede og midlerne i trusten, også udover trustens indkomst, kunne også overføres til spørger, uden at der ville være tale om lån.

Da spørger måtte ses at have medvirket til ændringen i betingelserne for bl.a. udbetaling fra trusten, ansås spørger for at have haft en vis rådighed over kapitalen, og midlerne overgik til Spørger, da moren døde. Udbetalinger fra trusten til spørgers børn ville derfor være gaver fra spørger. Spørgsmålet kunne derfor ikke bekræftes.

I spørgsmål 2 ønskedes det bekræftet, at udbetaling til spørgers livsarvinger fra The Grandchildren’s Trust, som var etableret i henhold til Spørgers mors testamente, af trustens oprindelige kapital, udgjorde arv fra spørgers mor, og ikke gave fra spørger, som var omfattet af dansk afgift, jf. boafgiftslovens § 23 og § 25. Da spørger ikke var tillagt rettigheder i denne trust, kunne udbetalinger fra trusten ikke anses for gaver fra spørger. Spørgsmålet kunne derfor bekræftes.

I spørgsmål 3 ønskedes det bekræftet, at spørger ikke blev beskattet af de løbende afkast i The Grandchildren’s Trust. Da spørger ikke var tillagt nogen rettigheder i trusten, skulle spørger ikke beskattes af det løbende afkast i trusten. Spørgsmålet kunne derfor bekræftes.

I spørgsmål 4 ønskedes det bekræftet, at Danmark i en dobbeltbeskatningssituation lempede beskatningen af et løbende afkast, hvor spørger måtte være anset for aktuel ejer af trustkapitalen med skat betalt til Storbritannien af trustees på vegne af A Trust (life interest trust) eller The Grandchildrens’ Trust. For så vidt angik A Trust (life interest trust), havde afkastet til dato bestået i tilskrevne renter. Danmark var som domicilland tillagt en eksklusiv beskatningsret til renter, jf. artikel 11, stk. 1, i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Storbritannien. Spørger havde efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten dermed ikke et krav på lempelse i Danmark for skat betalt i Storbritannien. Spørger kunne derfor heller ikke få lempelse efter ligningslovens § 33, stk. 1, for skat betalt i Storbritannien, jf. ligningslovens § 33, stk. 2. Spørgsmålet kunne derfor ikke bekræftes for denne trust. For så vidt angik The Grandchildrens’ Trust, skulle Spørger ikke beskattes af det løbende afkast, jf. besvarelsen af spørgsmål 3. Spørgsmålet var derfor ikke relevant for denne trust.

Landsretten fandt, at det foreslåede syn og skøn i sin helhed indebar skønsmandens stillingtagen til skatteyderens anbringender og juridiske argumentation vedrørende selskabets skatteretlige stilling og spørgsmålet om uagtsomhed. Der var derfor tale om retlige spørgsmål, som det var op til landsretten at tage stilling til, og anmodningen om syn og skøn blev derfor ikke taget til følge. 

T var som forhold 1 tiltalt for momssvig ved for perioden fra den 1. januar 2012 til den 31. december 2012, som fuldt ansvarlig deltager i en enkeltmandsvirksomhed, som nu var ophørt, med forsæt til at unddrage statskassen afgift, at have afgivet urigtige eller fortiet oplysninger til brug for afgiftskontrollen, idet sagens person angav et momstilsvar på 61.156 kr., selvom momstilsvaret rettelig var 211.131 kr., hvorved statskassen blev unddraget 149.975 kr. i moms.

Som forhold 2 var T tiltalt for momssvig ved for perioden fra den 1. januar 2013 til den 31. marts 2015, som fuldt ansvarlig deltager i samme enkeltmandsvirksomhed, med forsæt til at unddrage statskassen afgift, at have undladt at angive størrelsen af virksomhedens udgående og indgående afgift, hvorved statskassen blev unddraget 718.651 kr. i moms.

Det offentlige blev herved unddraget 868.626 kr. i moms i alt.

T forklarede, at hun ikke havde haft noget med virksomheden at gøre, idet det reelt var hendes mand, der drev virksomheden. Hun åbnede ikke virksomhedens post. T havde kontaktet en revisor, og revisoren havde fra foråret 2013 haft flere møder med både T og hendes mand om virksomhedens drift.

Byretten lagde vedrørende forhold 1 til grund, at T i august 2015 var bekendt med, at der ikke var foretaget korrekt momsindberetning for enkeltmandsvirksomheden for 2012, men retten fandt ikke, at anklagemyndigheden mod T’s benægtelse havde løftet bevisbyrden for, at T på det tidspunkt, hvor pligten for momsindberetning for 1.-4. kvartal 2012 indtrådte, havde det fornødne forsæt til overtrædelse af momsloven. T frifandtes derfor for momssvig af særlig grov karakter. Forholdet var herefter forældet efter den 5-årige forældelsesfrist vedrørende overtrædelse af momsloven, hvorefter T frifandtes helt for forhold 1.

Vedrørende forhold 2 lagde byretten til grund, at T i august 2015 var bekendt med, at der ikke var foretaget momsindberetning for enkeltmandsvirksomheden for perioden 1. januar 2013 til 31. marts 2015. Efter revisors forklaring fandt retten det ubetænkeligt at lægge til grund, at virksomhedens manglende momsafregning blev drøftet på møderne med ham. Told- og skatteforvaltningen havde for hvert kvartal i den omhandlede periode tilsendte foreløbige fastsættelser af virksomhedens moms til T.

Under disse omstændigheder samt det i øvrigt oplyste, fandt retten det godtgjort, at T, allerede da pligten for momsindberetning for hvert kvartal i den omhandlede periode indtrådte, havde den fornødne grad af forsæt til, at virksomheden ikke foretog indberetning af virksomhedens moms. At T ikke åbnede virksomhedens post, kunne ikke føre til en anden vurdering.

T fandtes herefter skyldig i forhold 2 og idømtes 6 måneders fængsel samt en tillægsbøde på 715.000 kr. Fængselsstraffen blev i sin helhed gjort betinget under hensyn til den lange sagsbehandlingstid samt T’s gode personlige forhold.

Byrettens dom blev anket af T med endelig påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden påstod domfældelse i overensstemmelse med anklageskriftet samt skærpelse.

Landsretten fandt, at T måtte have indset, at det var muligt, at der i hendes virksomhed ikke blev angivet moms eller afgivet urigtige oplysninger herom i et omfang, som det der fandt sted, og at hun accepterede denne mulighed for det tilfælde, at det faktisk forholdt sig på denne måde. Landsretten fandt herved, at T havde haft forsæt til de i anklageskriftet beskrevne momsunddragelser i forhold 1 og 2.

Landsretten fandt under hensyn til, at forhold 1, hvor der var rejst tiltale for urigtige momsangivelser, og forhold 2, hvor der var rejst tiltale for ikke at have angivet moms, var begået i en sammenhængende periode fra 2012 indtil 1. kvartal 2015 og angik angivelse af moms, der skulle være afregnet kvartalsmæssigt, at forholdene efter en samlet vurdering udgjorde en sammenhængende række af ensartede handlinger og dermed måtte anses for en fortsat forbrydelse.

Efter forholdenes karakter og størrelsen af det unddragne beløb fandt landsretten, at forholdene skulle henføres under straffelovens § 289, stk. 1, og det var herefter bevist, at T var skyldig i den rejste tiltale, idet ingen dele af strafansvaret var forældet.

T fandtes herefter skyldig i forhold 1 og forhold 2.

Landsretten ændrede byrettens dom således, at T blev straffet med fængsel i 8 måneder, der blev gjort betinget med en prøvetid på 1 år og en tillægsbøde på 860.000 kr.